onsdag den 29. april 2015

Kan man blande farver med garnet?

Ja!
Ved et besøg hos Garnudsalg for nogle år siden, fandt jeg ud af, hvordan man "blande farver" med sit garn. Kid-silk, eller Silk Kid Mohair kan lægge sig ovenpå et andet garn og tone i den ene eller den anden retning. Jeg har lige gjort det med min karrygule Redy, som vha beige Drops Kid-Silk, fik et helt andet mere meleret og varmt udtryk.

Jeg har i et godt stykke tid haft en særlig farve i mit hoved, men det er ikke lykkedes mig at finde den. Da jeg for noget tid siden bestilte et nøgle grøn Silk Kid Mohair hjem fra Garnudsalg, vidste jeg, at jeg nærmede mig. Jeg skulle bare finde en bundfarve. Jeg har leget med forskellige garner. I dag prøvede jeg den sammen med en blålig babyalpaca fra BC Garn. De er vidunderlige sammen, den grønne Silk Kid Mohair gør noget godt ved det isblå alpaca.



torsdag den 23. april 2015

Striber til Emil

Nogle gange møder man søde mennesker som elsker hjemmestrik, men som ikke selv strikker eller kender nogen i den nærmeste omgangskreds, der strikker. Så sker det, at jeg tilbyder lidt hjælp.
Især hvis det er til små børn, og kun hvis jeg selv må vælge garn og til dels design og farve. Jeg strikker aldrig et 100% bestillingsarbejde.

Emils søde mor ønskede blot grøn og alpaca, ønsker jeg indfrier med største glæde.



Opskrift: Ja, ikke rigtig nogen, jeg startede ud med at ville følge opskriften på Magnus, men endte med at gøre det ud fra hovedet på min egen måde.
Garn: Drops alpaca strikket dobbelt, ca 4 nøgler, 3 i bundfarven og 1 til striber
Pind: 4,5 og 3,5
Str. ca. 2 år.


fredag den 17. april 2015

En karry-beige Redy

Redy er og bliver en favorit. Jeg har strikket en sart rosa til mig selv og en sort til min veninde Malene.
Men jeg kunne godt lige bruge en til, og jeg var sikker på, at beige kid-silk og meleret karry-agtig babyalpaca ville være en god og lidt særlig farvekombi. Jeg er fuldstændig vild med den farve, den har fået. Kid-silken lægger sig som et svagt gyldent skær ovenpå den karryfarvede babyalpaca, og jeg synes, det er så flot! Det er svært helt at gengive effekten på billeder. Til gengæld er den blødere end blød!

Malene er min model i dag, jeg er bedre bag kameraet end foran. Den hænger lidt på hende fordi den er lidt for stor, men heldigvis passer den mig :-)















Faktaboks:
Redy i XXL
Strikket i Karryfarvet babyalpca nr. 61fra BCGarn og beige Kid-silk nr 12 fra Drops på mine Chiaogoo pinde nr 4,5 og 3,5.
Ingen ændringer.



fredag den 10. april 2015

Rillecardigan til ny verdensborger

Jeg har verdens bedste naboer. Naboer af den slags som er der, om man bare mangler et æg, eller er i alvorlig nød, fordi ens hus brænder. (Det gjorde det for 6 år siden). Naboer som altid er klar på en øl over hækken, eller på at hjælpe os med at klippe hækken, når vi unge og dumme ikke fatter, at den skal klippes inden Sankt Hans. De er på alle måder de bedste naboer.
Nu er de blevet bedsteforældre, deres søde datter har netop fået en lille dreng. Så jeg gør det, jeg nu gør bedst. Strikker lidt til den lille ny.
Jeg fik pludseligt travlt, for lille Oskar kom til verden 3 uger før tid. Stor, lækker og velskabt!

Jeg har strikket efter Lene Holme Samsøes "Babystrik på pind 3".




En rillecardigan str. 0-3 mdr. På mine Chiaogoopinde nr. 2,75 (Jeg er vild med de pinde!)
Strikket i drops alpaca farve: Lys camel nr 2020. ca 1,5 nøgle.

PS: Kære Alice, jeg beklager der gik så lang tid inden der kom nyt på bloggen! :-)