torsdag den 30. august 2012

Oslo Anorakken

Jeg har igen strikket en picklesmodel, jeg er så vild med dem! Men striberne har jeg selv leget med :-)

Denne anorak eller hættetrøje har jeg længe udset mig til min venindes dreng Milo på snart 1 år. Han bor i Göteborg, og så skal man have en dejlig varm trøje, til når sneen vælter ned i den svenske.
Intet er for godt til Milo, så han har fået det skønneste merino uld fra Lana Grossa, det er lige kommet i biksen, det hedder Bingo, og det er lige hvad det er!!

Jeg har strikket trøjen i str. 1-2 år, så den er nok rigelig stor til ham. 





Faktaboks:
Opskrift: Oslo-anorakken fra Pickles
Str. 1-2 år
Garn: Bingo fra Lana Grossa. Købt hos Garnværkstedet
Pinde: nr 5
Forbrug: 4 nøgler brun, et nøgle af hver af de andre farver.

onsdag den 29. august 2012

Striber

Jeg leger med striber. Det er en god leg. Jeg er snart helt færdig med dette lille men dejlige projekt....




søndag den 26. august 2012

Ritas Skjærgårdskjole

Den er blevet så fin, fin og blød. Og jeg glæder mig til at give den til lille lækre Rita som snart bliver 2.

Pickles er fænomenale til at gøre det de gør, lave enkle designs som virker! Jeg er vild med deres stil, og jeg vender tilbage igen og igen.





Faktaboks:
Opskrift: Skjærgårdskjole fra Pickles
Pinde : Knit pro 4


torsdag den 23. august 2012

Er det virkelig bomuld?

Jeg er ikke så tosset med at strikke i bomuldsgarn, jeg er altså bare gladest for uld. Men man kan blive overrasket, jeg ville gerne strikke Skjærgårdskjole til en sød pige jeg kender. Den er strikket i bomuld, men en særlig lækker slags viser det sig.

Se selv, det er spundet løst og er blødt og lækkert.




Det er tykt, det løber 90 meter pr. 50 gram. Jeg tror ikke jeg har set så tyk bomuld før?

søndag den 19. august 2012

Baby Alpaca fryd

Garnet købte jeg for længe siden, faktisk købte jeg det fordi jeg kom til at røre ved det. Jeg tror aldrig jeg har haft så lækkert garn i hænderne før. Planen var at strikke vandfald, men jeg manglede et sjal/tørklæde i en rolig natur nuance, og tanken om at vikle sig ind i det her lækre babyalpaca var vidunderlig. Jeg slog masker op engang sidste år, jeg har haft det med i tasken og strikket på det lidt hist og pist, haft det med i skole osv, men ikke strikket så meget på det herhjemme. Det er altid godt at have et let strikketøj til at tage med, et med kun et nøgle garn og en opskrift man kan udenad. Derfor er det først kommet af pindene i går, vasket og tørret i dag. Og jeg er SÅ vild med det. Farven er vidunderlig og blødheden og letheden er helt fantatisk. Jeg har strikket hele sjalet af blot et nøgle garn. Garnet fåes kun i fede fede støvede farver, jeg gav et orange til min faster i værtindegave i går, og hun er fluks gået i gang :)





Jeg ville virkelig ønske at I kunne se med fingrene!!

Faktaboks:
Opskrift: Lalas simple shawl. Gratis Ravelry download
Pind: 3,5
Garn: BabyAlpaca fra BC garn købt her
Ændringer: Ja, jeg har taget ud i begyndelsen og slutningen af alle pinde for at få snipperne lange. Jeg er ikke god til ligebenede trekant sjaler, snipperne er for korte og man kan ikke rigtig binde dem.
Forbrug. Lige lidt under et nøgle. Jeg lukkede af efter 7. retrille stykke.

fredag den 17. august 2012

En "Magnus" til Jakob

Der er noget ved at strikke til børn der slider hjemmestrik op! Sidste år strikkede jeg fisherman sweateren til Jakob som bor lidt oppe ad vejen. Han er vokset ud af den, og så har han brugt den flittigt! Da jeg så Magnus, som Signe har lavet, vidste jeg at den var perfekt til Jakob. Jeg havde nok garn tilbage fra da jeg strikkede denne her til min nevø. Jeg slog masker op i lørdags og onsdag var den færdig. Det er et lynprojekt.

I går gik jeg op til Jakob med den og den passede på en prik, desværre er halsudskæringen lidt for vid, så den skal lige rettes til, ellers lige i øjet. Han ville gerne have den på i børnehave i dag, så den er faldt i god jord, især når man tænker på hvor varmt det har været i dag :)

Knapperne er pang gule, den idé kom sig af den meget gule neglelak jeg havde på da jeg strikkede sweateren, Jakobs mor sagde, "waw, den gule neglelak passe super til den blå farve, hvad med gule knapper?". God idé!!




Faktaboks:
Opskrift: Magnus, designet af signe Simonsen for Filcolana
Garn: Peruvian highland wool. 4 nøgler
Pind: 4,5
Ændringer: strikket i str 6 år, men i længde 8 år. Jeg syntes de er lidt små i størrelserne.

torsdag den 16. august 2012

And the winner is......

ULDBEGAVET!!!

Tillykke!! Hvis du sender mig din adresse på min mail: chadamsen@gmail.com, skal jeg fluks sende dig garnet. Du har virkelig været en sød og trofast læser her på bloggen, og jeg glæder mig altid over dine positive kommentarer. 


For god ordens skyld, skal jeg sige at jeg har brugt random.org til at finde min vinder.


lørdag den 11. august 2012

Hawthorne

Så er Hawthorne færdig. Og jeg er meget glad! Især er farven på dette cascade garn virkelig smuk, syntes jeg og mønsteret og enkelheden i sjalet, kan jeg rigtig godt lide. Nu skal jeg bare være lidt kreativ mht at bruge det. Alle mine sjaler bruges som tørklæder, og det kan man ikke så godt med Hawthorne.









Faktaboks
Opskrift: Hawthorne
Garn: Cascade garn heathers, farve 9452.
Ændringer: 0
Pinde: 5,5
Forbrug: 210g (lige lidt over 2 nøgler)
Størrelse: Det måler 182 cm fra spids til spids

fredag den 10. august 2012

Før billede

Jeg har lige lukket af, vasket og spændt ud. Ovenpå ligge den længe ventede Hawthorne og tørrer. Jeg har haft den som favorit på Ravelry i hundrede år og jeg købte garn til at strikke den af for over et år siden, jeg troede bare at det var et stort projekt. Men jeg startede i mandags, og nu er den færdig. Jeg har taget et lille før-billede, glæder mig til efter-billeder. Jeg tror det bliver godt.....
Fortsættelse følger i morgen......


tirsdag den 7. august 2012

Give Away

Jeg havde tænkt, at når jeg engang fik 200 faste læsere, så ville jeg lave en give away. Nu har jeg allerede 207 faste læsere, så nu er det på tide at sige tusind tak til alle jer der læser med!

Jeg var lige forbi min yndlings garnbiks i dag, og hun havde lige fået det her vildt smukke uldgarn hjem. Det løber 400 m. pr 100 gram. Farverne changere og skifter farve. De to nøgler jeg har valgt til min give away skrifter fra rosa til pink/fuchsia. Men se her for flere varianter.
Garnet er fra Mayflower og hedder Dream Color, det er 100% uld, og er 100 grams nøgler.





Give away regler:
Kommentar = 1 lod!

Thats it.

Jeg trækker en vinder d. 16. aug.

søndag den 5. august 2012

Home sweet home

Så er vi hjemme i menneskelige temperaturer igen. Efter 14 dage i 36+ grader på Kreta, så er kølig dansk sommer fantastisk!
Det har været så varmt at jeg slet ikke kunne røre ved uldgarn (!?!?!), så jeg har kun fået hæklet på Esther tæppe, bomuld er det eneste rigtige i den varme. Det var skønt at sidde på altanen om aftenen og hækle og nyde udsigten over bjergene.



Vi kom hjem natten til fredag, og lørdag havde vi stort ryk ind, storetøsen bliver 9 i morgen, og det skulle fejres! Lagkage med friske danske hindbær hjemmelavet creme og et helt lag med flødeboller (uden bund), betrukket med marcipan. Folk guffer de her lagkager i sig med største velbehag!


Kreta er en meget smuk ø, meget turistplaget, men meget smuk.





Solnedgang i Chania