mandag den 30. januar 2012

Cove hat nr. 2

Nogle gange kan man bare ikke sige nej, en af de søde mødre i byen forelskede sig i min cove hat, og jeg måtte have en ny på pindene. Egentlig er bestillingsstrik jo slet ikke en favorit, på den anden side, så tager det to dage at strikke huen, og jeg ved at Jane bliver rigtig glad, så det er al arbejdet værd :-)

Nu er den færdig og bliver afleveret i morgen, derfor er storetøsen huemodel.


Faktabok, tjek her.

mandag den 23. januar 2012

Lektier

 Tænk engang at det kan kaldes lektier. Men jeg har Materiel Design (håndarbejde og sløj slået sammen) på seminariet og til på fredag skal jeg lave et undervisningsforløb omkring et stykke legetøj eleverne selv skal kunne lave. Så jeg har hæklet en lille bold.
En anden lektie er den store puff, jeg er ved at strikke.

Det er virkelig hårdt at gå i skole.......



Den lille transe i toppen er ikke for at få den til at ligne et æble, det er bare så den kan hænge på min opslagstavle på skolen :-)

lørdag den 21. januar 2012

Big balls

Ja, det er de største nøgler garn jeg nogensinde har set. De vejer 500g stykket! Jeg har fået dem i dag fra Pickles, og de skal trylles om til store dejlige puffs, se her hvor smukke de kan blive!

Jeg skal lige vinde dem op, og så skal jeg igang. Lige med det samme!




Jeg skal have en stor puff i tyrkis, retstrikket, og en lille puff i perlestrik.

onsdag den 18. januar 2012

Garn garn garn

Det er bedre end blomster!! Jeg syntes det her garn er så smukt og det dufter så godt! Det får lov til at stå fremme i bogreolen for de er lige så flotte som en buket sprøde tulipaner, og de dufter ligeså godt.
De hedder Pæreskræl, meleret rose, pandekage, sorten muld, atlanterhav og blæk. Er de ikke smukke? De står i reolen og hygger sig med konkylie, stubmark, en god cigar, skovbær, solskin, flødekaramel og honning fra sidste bestilling. Det lyder som et eventyr. Garnudsalg kan det der med garn og skønne navne!



søndag den 15. januar 2012

Ryg + højre forstykke!

Når man tager på weekend med kun ét strikketøj, så giver monogamien ligesom sig selv, jeg kan kun strikke på min cardigan og det er ret smart, for nu er det ikke så sjovt mere. Pinde 6 er hårdt for hænderne.
Men i går strikkede jeg det ene forstykke, så det går jo ret hurtigt. Når det andet forstykke er færdigt, måske i morgen, må jeg slå op til Clara. Jeg har købt tykt alpaca hos Tøndering i Århus, så den bliver stor nok til yngstepigen på 5.


torsdag den 12. januar 2012

Cardigan på tykke pinde

Jeg var forbi Fandango i lørdags, jeg fik selvfølgelig ikke noget af det der var på tilbud, men jeg fandt garn der egner sig til den cardigan jeg gerne vil strikke...

Jeg strikker cardigan på pind 6. Slet ikke min favorit, men skønt fordi det går hurtigt, og jeg vil gerne have den på snart. Vinden rusker udenfor, og en varm og dejlig cardigan er lige hvad jeg mangler. Det er ikke svært at blive fristet når man kigger i Naturlig Strik, der er mange flotte ting. Dog irriterer det mig at strikkemetoderne er lidt gammeldags. Jeg skal strikke alle delene for sig! Det ville da være smartere at strikke det på én gang og ærmerne på magic loop? Eller hvad? Er der en god grund til at man strikker alle delene for sig og syr alt sammen bagefter?

Nå men jeg gør bare som der står.......  i hvert fald lige indtil jeg skal strikke ærmer :-)




søndag den 8. januar 2012

Skovtur

Jeg tvivler på om den nogensinde kommer med på skovtur, for den er mega tarvelig!! Den tryller mine fedtdepoter MEGET større når jeg tager den på.....
Den viser alle skavanker frem! Måske når der er røget 5 kg mere, måske der får den lov til at blive luftet.....
MEGA ØV!

Men den har været dejlig at strikke og den er blevet rigtig fin, bare ikke på mig!



Faktaboks
Opskrift: Skovtur af Annette Danielsen
Garn: 1 tråd blackhill højlandsgarn farven "solskin" fra garnudsalg. 
          1 tråd geilsk uld/bomuld i farven C29
Pind: 3,5



lørdag den 7. januar 2012

Udsalg hos Fandango

I dag er der udsalg hos Fandango, jeg glæder mig til at ose i den skønne butik sammen med Lykke. Jeg drømmer om dette garn til et projekt fra denne bog, og det kan man få hos Fandango.

Måske ses vi?

tirsdag den 3. januar 2012

Det pureste guld!

Lige nu på min gæsteseng, ligger et sjal så smukt at jeg aldrig har set noget lignende! Jeg har ingen ord for hvor smukt det er, eller for hvor smuk gerningen er!!! Søde søde Mette har strikket dette sjal til MIG! Jeg har købt garn og opskrift i september og allerede nu er lynstrikkeren færdig! Jeg forelskede mig i dette sjal på BC-Garns stand til garnmesse i august, og Mette elsker at strikke lace, så hun lovede at strikke det for mig, jeg turde ikke selv kaste mig ud i så vanvittigt et projekt, den rene silke (!!) er for dyrt til at eksperimentere med, så jeg turde ikke selv. Jeg har ingen ord for hvor taknemmelig jeg er. TAK TAK TAK søde søde Mette!!!!!!!



mandag den 2. januar 2012

Skattekiste

Se lige her hvad der er flyttet ind til mig. Jeg har længe haft den i kikkerten, men den var så dyr. Men så en dag her inden jul, så kunne man få den hos Søstrene Grene til 400 kr!! HAPS!!

Nu bor den ved siden af min sofa.




Og kan den kløgtige læser mon gætte hvad jeg så har tænkt mig at bruge denne kasse til? Til mine skatte selvfølgelig, en lille del af alt mit dejligt garn og igangværende projekter, lige nu en "skovtur".